Et stik i hjertet.
Om Christian Finnes værker i anledning af UDKOKSNING I 3 SATSER
Af SALV.
I grænseområdet mellem geometrisk abstraktion, oldtidsskrifttegn og udsyret 70er-tegneserieæstetik flyder Christian Finnes langlemmede pindefigurer rundt i et underligt hav af følelser.Måneansigter og spøgelsesagtige eksistenser stirrer ud på verden, fælder måske en lille, forvildet tåre. Tåren falder i et med omgivelserne, kan fejes bort, forklares som dekoration, et mønster.En gentagelse af figurens karakteristika. Et ekstra ovalt øje, gentaget repetitivt ned langs kinden. En stjerne, et hjerte, et kys.Halvt opløst i en hakkende rytme, billedets rytme, de flade rektangulære felter, de diagonale linjer, der dels udgør grænserne mellem figurernes kroppe, dels opløser dem i ornament. Halvt grinende, halvt grædende leder mit blik videre i billederneslabyrinter. Efter endnu en person, eller en kat eller et andet tegn på liv, så Finnes figurer ikke skal føle sig så alene mere. Jeg finder nogen, sværger jeg.
Finnes værker er labyrintiske. Kan føles overvældende. Både i det enkelte motiv og i udstillingerne, der ofte (men ikke altid) præsenterer mange, tætsiddende værker. Det er kaotisk, men stringent. På samme måde som når han kalder en udstilling for UDKOKSNING men så opdeler den I 3 organiserede SATSER. Jeg forestiller mig, at Finne skaber sine billeder, uden at have et klart motiv udtænkt på forhånd. Jeg forestiller mig, at han sætter pen til papir, tusch til pap, pensel til mdf og stille og roligt går i gang. Lader stregerne føre vejen, skabe en struktur, et intrikat net,hvormed han udfolder og indfanger sine motiver, sine hjemløse væsener, der indtil Finne gik i gang, hang svævende i forestillingens verden, frit svævende uden mål og med, længselsfulde efter at blive realiseret (i ordets dobbelte betydning).
Det er umiddelbart svært at pege på slægtskaber mellem Finne og andre kunstnere på den danske kunstscene. Mine tanker falder kortvarigt på Richard Winter (1926–2007), når det kommer til arbejdet med de ydmyge materialer, den kompromisløse fandenivoldskhed over for borgerlige konventioner og interessen for det esoteriske eller åndelige i en form for personlig mytologi. Udtryksmæssigt har Finne en mor i den amerikanske kunstner Dorothy Iannone (1933–2022) og hendes eksplicit erotiske, personligt udleverende og politisk engagerede tegneserieværker. Udført i en naiv, lidt hjælpeløs, men også stærkt karakteristisk og karakterfyldt streg, bemalet med dybdeløs tusch eller maling, er hendes værker både dybt rørende, krævende at sætte sig ind i og derefter svære at rumme. Men som det også er tilfældet med Finne, giver værkerne indsatsen tilbage tusindfold.
Nogle gange er Christian Finnes billeder dog super enkle. To personfigurer i en art arkitektur bestående af f.eks. nogle få farvede flader. Den ene person er måske den andens luvende skygge, eller de smelter på andre måder sammen. Har sex. Den enes pik i den andens mund, hånd, fisse. Skødesløst ridset op, men stadig så sart, delikat.
Uanset om billederne består af få enkeltdele eller mere minder om hieroglyffiske informationstavler, der kræver mere indgående afkodning, samler billederne sig i deres egen, indre logik. I en ro, når jeg står over for dem. Jeg forestiller mig, at Finne arbejder på et billede, indtil det føles som sig selv, mere end det føles som ham. Som om billedet bliver født, adskiller sig fra hånden, der har skabt. Springer ud af panden. Jeg ved, at Finne også markerer hvert enkelt billedes fuldbyrdelsesøjeblik. Du kan lægge horoskop for billedet, det er ikke en metafor, men helt konkret. Som har hvert billede en særlig skæbne i vente.
Der er noget performativt på færde. Maleriet som en art magi, en både selvopløsende og selvbevidst handling, hvorudfra man vrider sit eget billede som et billede på noget andet. Maleriet som en måde at være i verden på. En verden besjælet af mere, end øjet lige kan se, men også lige præcis det, som øjet kan se. At blive undfanget via synet, næsten som et liljeomvundet mirakel. Et blik bliver til den tåre, bliver dit tredje øje. Bliver det stik i hjertet, der fører dig videre.
Stense Andrea Lind-Valdan (1985) er billedkunstner, kurator, uddannet fra Det Kgl. Danske Kunstakademi i 2011. Derudover skriver hun freelancetekster om kunst samt kunstkritik og -kommentarer for den nordiske kunstjournal Kunstkritikk.dk. Hendes værker er indkøbt af flere offentlige samlinger, bl.a. SMK, Den Nationale Fotosamling og Statens Kunstfond. Se mere på salv.dk
