Vision – om Manuel Claros fotografier
Manuel Claro har sit kompaktkamera i lommen, når han er hjemme på Vesterbro i København, og han tager det med sig, når han er på rejse. Ofte involverer hans rejser også hans andet, langt mere komplekse objektiv, filmkameraet med zoom og panorering, kranture og lyssætning. Claro har fotograferet hele sit voksne liv og følger i mange henseender gadefotografiets tradition fra Garry Winogrand og William Eggleston, men med en endnu stærkere affinitet for snapshottet. I langt de fleste tilfælde resulterer det i intense farvefotografier.
Manuel Claro viser os verden på en nysgerrig måde, når han fotograferer sine omgivelser. Man kan opfatte hans opmærksomme blik rettet mod to motivgrupper; en som er tæt på og den anden hvor Claro ser verden mere som betragter. Den første gruppe motiver findes i familien, arbejdet og hverdagen. Det er udfordrende at se ens nærmeste relationer på en ny måde eller genopleve gaden, man bor i, og steder man passerer hver dag. Blikket bliver nemlig ofte sløvet overfor det prosaiske, men Claro tager udfordringen op. Dette materialiserer sig i intime portrætter af hans nærmeste, næsten som private fotografier, og alligevel med et mellemrum, der gør dem mere universelle, som karakterer. Et fængende eksempel, hvor Claro er helt tæt på, er et fotografi af med titlen ”Samuel, Nytårsaften” fra 2019. Billedet viser Claros søn der ser på sig selv i et spejl monteret på døren i et hotelværelse. Han ser i spejlet et ungt menneske, der betragter sig selv undrende iført skjorte, slips og traditionelle herrebukser. Et barn, som bliver voksen i et splitsekund. Den nære synsvinkel inkluderer også billeder af København, hvor Claro færdes - en by med fremmedgørende arkitektur og infrastruktur, men ofte med en underfundig eller humoristisk detalje, der giver en indgang og et narrativ til billedet. Til hverdagen hører også en gruppe billeder fra efterstrømmen efter filmoptagelser, når de rullende kameraer er slukket, og Contax kameraet bliver taget frem. Det er scener, der ikke er iscenesatte, men som viser skuespillere, der efter endt optræden figurerer i en ny slags fortælling; trætte, eftertænksomme eller lettede.
Den anden kategori i Claros fotografier er kendetegnet ved at være taget andre steder, langt væk hjemmefra. Disse fotografier viser en anden mental tilstand, ofte med sprækker af noget gådefuldt, næsten som magisk realisme. Fotografierne har som regel en eller flere protagonister i billedfladen, der på den ene eller anden måde interagerer med miljøet og hinanden. Det handler ofte om situationer på gaden, livet ved stranden eller i baren. Noget, som potentielt kunne lede til noget, men som ikke har manifesteret sig endnu, og hvor beskueren kan danne sit eget efterbillede af, hvad der siden hen skete. Denne type billeder er i slægtskab med den japanske fotograf Lieko Shiga, som bruger fotografiet som en måde at gøre alt til virkelighed, og hvor fotografiet er en måde at bringe noget tilbage til tilværelsen, som hun siger. Et bevægende eksempel i denne gruppe af billeder er et fotografi fra Kharkiv i Ukraine taget i 2008 med en gruppe unge teenagere, der hænger ud ved en kløft, mens to ældre mænd ses på den anden side af kløften, hvor landskabet strækker sig nærmest uendeligt bag dem. Et billede, der indeholder hele livet – ungdom, der bliver til alderdom, og muligheden for at livet kan afbrydes eller ændres brat, symboliseret af den dybe kløft.
Film er livet, og fotografiet er døden, siger den amerikanske kritiker Susan Sontag. Det er er livet, Manuel Claro empatisk og nysgerrigt observerer gennem søgeren, og fryser når han trykker på udløseren, og fremkalder dynamiske erindringer og fortællinger med sit uprætentiøse kompaktkamera.
Henrik Plenge Jakobsen, København, 2023
